mind addiction


en virkelighedsflugt
af Troels Thomsen


29. maj 2006

GPL betyder gratis

Der har igennem længere tid hersket en generel misforståelse om, at ’det fri’ i GPL omhandler brugerens friheder, selvom det også omhandler det GPL-licenserede produkts pris – altså fri som i fri øl.

Jeg er af sind tilhænger af GPL, men jeg er i højere grad tilhænger af ræson. Økonomiens økosystem baseres på en balance, der opvejes af indtægter og udgifter. Alle programmører har udgifter (som alle andre i øvrigt), og derfor er indtægter naturligvis en nødvendighed. GPL skulle uden tvivl være et lovkrav i et samfund med planøkonomi, men GPL har meget lidt at gøre i en kapitalistisk verden, om end jeg både accepterer, anerkender og respekterer eksistensen heraf.
Hvordan kan jeg så påstå, at GPL-licensen er uforenelig med salg? Der er flere grunde; først og fremmest er det ikke muligt at have en langsigtet indtægt som følge af salg af GPL-licenserede produkter, da GPL eksplicit giver brugeren mulighed for at kopiere et givent produkt, foretage et fåtal af ændringer og sælge det til en ny pris eller endda forære det væk – uden hensyntagen til den oprindelige udvikler.

Derudover mener jeg ikke, at det er relevant at påpege, at GPL sagtens kan bruges i kommercielt øjemed, hvis man sideløbende tjener penge på support. Der skal ikke engang en færdiguddannet revisor til at fortælle mig, at hvis jeg kun har en supportindtægt, så vil det være mindre end den samme supportindtægt plus en salgsindtægt. Medmindre supporten endda ligefrem pålægges programmøren, der herved får mindre tid til det egentlig arbejde.

Man kan sagtens tjene penge på GPL, men det ændrer ikke på, at licensen ikke ligefrem lægger op til det, og den endda er selvdestruktiv overfor de kommercielle muligheder, som udviklere af proprietære løsninger har.

Det er også vigtigt at bemærke, at den frihed, som GPL-fortalere påpeger, skabes på bekostning af udvikleren. Hvorfor er udviklerens frihed på nogen måde en værdiløs størrelse i denne sammenhæng? Produktet eksisterer trods alt som følge af vedkommendes arbejde. Er det overhovedet relevant at kalde noget for frit, når friheden skabes på andres bekostning? Det mente Mussolini, Hitler og flere andre i øvrigt. Det virker endvidere paradoksalt at kalde det for frit, når friheden ikke indbefatter brugerens ret til at anvende systemet med egne tilpasninger uden at skulle følge de af licensen foreskrevne forholdsregler (frihed har aldrig restriktioner).

Nu går jeg på ingen måde ind for, at man skal genopfinde den dybe tallerken, men det er jo udgangspunktet for den konkurrence, som samfundet kræver. Det ville da være optimalt, hvis vi havde én producent af mælk, der varetog forbrugernes interesser, men sådan er det desværre ikke. Dog er licenserne ikke vigtige for mig, hvis vi bare sikrer os åbne formater, der kan implementeres på tværs af platforme.

Læs mere om: , og

29. maj 2006

Idéer er min opium

Jeg er autodidakt programmør (og bliver uddannet datalog) af profession, men det er kun et latent behov som følge af det, jeg i virkeligheden brænder for: idéer. Det har altid fascineret mig, når andre har fået en idé, der har udviklet sig fra blot at være en tanke til at have sit eget liv. Driftige forretningsmænd har altid imponeret mig, og mine idoler er generelt dem, der tror så meget på noget, at de er villige til at sætte alt på spil for at realisere dette. Fascinationen bunder ikke i det tåbeligt naive, hvilket det uomtvisteligt er at satse alt. Den hidrører snarere det, at man tør tro på en idé, og at man tør kæmpe for det, som man brænder for.

Det kan måske virke underligt, at jeg er programmør, når iværksætteri er min virkelige passion, men for mig er udviklingsprocessen en måde at nå målet. Midlet er at kunne forene alle tankerne i en holdbar forretningsplan, i et unikt koncept og programmeringen sætter mig i stand til at kunne realisere dette. Jeg er dybt betaget af, hvad der er muligt med programmering, men jeg drages mere af muligheden for at forene systemet med brugernes behov og de psykologiske aspekter, der skal tages hensyn til for at opretholde en god brugervenlighed. Udviklingen har mange faser, der hver især har vigtige særtræk i forhold til det endelige produkt.

Midlet er udvikling. Målet er realisering. Jeg er for øvrigt typen, der byggede Lego snarere end, jeg legede med det.

Det er altid en god følelse at se, at det, man tror på, og det, man har kæmpet for, bliver en succes. Jeg tvivler på, at man kan være uenig heri, om end jeg ved, at mange ikke tør løbe risikoen. Man har også muligheden for at falde langt hårdere, men det er det hele værd, når man oplever resultatet ved ikke at falde. Undervejs er der udfordring, og det er desværre en lidet værdsat egenskab, men det er mit brændstof.

Læs mere om: , og

23. maj 2006

Beta som en udviklingsideologi

Framecoders leverer alene produkter, der lever op til beta manifestet. Det er dog ikke noget, som vi reelt set anvender direkte i markedsføring på den måde, som Google gør det. Og hvorfor så ikke?

Gmail har en målgruppe, der er adskiller sig væsentligt fra den målgruppe, som man typisk forbinder i blandt interessenter i en CMS-løsning (særligt i forhold til de, der ofte træffer købsbeslutningen). Beta-prædikatet har tidligere haft en opfattelse, der ligger milevidt fra beta manifestet. Dette skyldes forgribelser på det 6. "bud", hvor beta-prædikatet tidligere betød, at man netop ikke kunne regne med noget som helst - overhovedet!

Beta er i dag noget, som alle burde stræbe efter. Jeg har svært ved at forstå de konkurrenter, der ikke udgiver opdateringer løbende, da det netop ikke bevidner om entusiasme og engagement. Framecoders dokumenterer forandring og tester grundigt, men herefter frigiver vi opdateringer så hurtigt som muligt. Vi er her for kunderne, og vi tager kunderne mere seriøst end gammeldags processer.

Et udgivet produkt er for så vidt kedeligt. Det er stagnerende, og det bliver mere og mere forældet for hver dag. Beta er det nye, det interessante: udviklingen og væksten! 

Læs mere om: og

23. maj 2006

Beta manifesto

  1. being in beta is a natural state of life. Everything around us is either evolving or dying.
  2. beta is playing. Experimenting. Trying.
  3. beta is constant learning.
  4. beta is profiting in the true nature of the word profit. Making progress.
  5. beta is never perfect. Never completely without fault. Just like any human being. Everything can be made better. Allways. Achieving temporary perfection is better than aspiring for the ultimate perfection that is never reached.
  6. beta is release as soon as it is safe. But never sooner. Only daredevils flies planes in beta or takes unfinished medicine.
  7. beta is a natural state of things. Your body is in perpetual beta until you die (maybe..)
  8. beta is evolution. Many small gradual changes. Suddenly they may seem like giant leaps.
  9. beta is revolution. Not completely in control. Just like the real world.
  10. beta is open. Ready for dialogue. Open for change. Positive for co-creation.
  11. beta stands for things that changes. Change with consistancy.
  12. beta creates feedback loops for companies, individuals and products.
  13. beta is honest. Not superficial.
  14. beta is work in progress.

(Kilde: CPH127: "The rise of beta - a new mindset")

I'm beta!

Læs mere om: og

23. maj 2006

Tid til løb

Jeg har hermod udfordret min far til at deltage i Copenhagen Marathon 2007 med undertegnede i en dyst om, hvem der hurtigst kan gennemføre. Jeg spår, at det kommende år kommer til at byde på en masse intentioner om at træne, hvor kun en begrænset del af disse opnår at blive realiseret. Der er dog ikke den ringeste tvivl om, at jeg vil deltage, og at jeg vil vinde - konkurrencementaliteten slår aldrig fejl.

Læs mere om: og

22. maj 2006

Søges: ejerlejlighed og fritidsjob

Nu kan det nok virke paradoksalt, at jeg som studerende og virksomhedsejer søger henholdsvis ejerlejlighed og fritidsjob, men der er dog mening med galskaben.

Ejerlejlighed
Det var egentlig en pludselig indskydelse, der fik mig til at overveje en ejerlejlighed i København i stedet for et kollegieværelse eller en studiebolig af anden art. Jeg har aldrig været tilhænger af afdragsfrie lån, men i mit tilfælde ville det faktisk give god mening: den månedlige renteydelse svarer til, hvad jeg ville betale i et dyrere kollegieværelse eller ved et lejemål. Samtidig stiger en ejerlejlighed ubetinget i værdi, så hvis jeg måtte sælge denne efter endt studie, så ville det stadig være en god handel.

OBS. Jeg er dog kritisk, så jeg vil have en 2-værelses (mest da den også skal være interessant efter studietiden). Derudover har jeg fortrinsvist kigget på lejligheder i selve København og på Frederiksberg, men dette krav er mere fravigeligt. Økonomisk er loftet omkring 1,7 millioner og sikkert lidt lavere, selvom det dog afhænger af flere forhold. Hvis Egon Nielsen fra Egobo læser dette, så imødeser jeg forøvrigt en betydelig rabat ;-)

Fritidsjob
Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg gerne vil dedikere al min tid til Framecoders, men SKAT har desværre nogle obskure regler, der umuliggør det for mig at finansiere et privatforbrug uden at betale uforholdsmæssigt meget til staten (eller miste endnu mere i uddannelsesstøtte). Endvidere vil jeg satse på virksomheden langsigtet, og overskuddet anvendes således til konsolidering og fortsat vækst. Derudover er det ikke så relevant at drive salgsfunktionen i den periode, hvor jeg ikke er optaget med uddannelse, da de fleste virksomheder er lukkede.

Mine kompetencer er ret blandede, og jeg elsker åbenlyst kommunikation og er god sprogligt (døm selv på nærværende side). Derudover scorer jeg også topkarakterer i fag som matematik, afsætning og informationsteknologi (alle på højniveau), så kompetencerne fejler i hvert fald ikke noget. Jeg har arbejdet med webudvikling i 8-9 år og med .NET de sidste 5 år.

Læs mere om: og

17. maj 2006

Ekstraordinært pizzaria

Jeg bestilte via Just-Eat.dk pizza kl. 18:21 - klokken 18:34 ringede det på døren med varm, lækker pizza. Det er godt nok service, som service bør være.

Nu står aftenen på hygge med Champions League-finale og øl!

Læs mere om:

17. maj 2006

Velfærdsforbedring igennem -forringelse

Vi er verdens 6. rigeste land målt på BNP pr. indbygger. Vi er også det 6. rigeste, hvis man måler på det købekraftskorrigerede BNP pr. indbygger - på trods af et prisniveau, der ifølge Big Mac-indexet er verdens 4. højeste. Vi forventer intet mindre end 61 milliarder i overskud (det absolut højeste i EU). Vi har ingen nettogæld, men derimod en nettoformue på 36 milliarder.

Alligevel ønsker regeringen af forringe velfærden med det argument, at vi skal bruge midlerne til at finansiere en forbedret velfærd. Lyder det logisk?

Læs mere om: og

15. maj 2006

Jeg er EU-fjende

Jeg tror, at samarbejde er forudsætningen for alle gode resultater. EU tror, at individet er forudsætningen for de gode beslutninger, og det er på sin vis korrekt, selvom det skal fortolkes anderledes.

Det er svært for mig at pege på nogle gode EU-beslutninger. Jeg ved, at der indenfor det teknologiske område vedtages alt for mange direktiver, fordi de personer, der desværre træffer beslutningen, ikke har kvalifikation hertil. Det vigtigste ved at være politikker er at kunne lytte til kompetente personer (foruden befolkningen) indenfor hver deres område. EU har tidligere forsøgt at forbyde cookies, og når man bare arbejder en lille smule med webudvikling ved man, at det er fuldkommen tåbeligt. EU har også indført krav om logning (heldigvis ikke i sin oprindelige form, hvor alle samtaler f.eks. skulle båndes) uden at vide, hvilke ressourcer det kræver.

Nu kan det jo godt være, at utilfredsheden med tingene skyldes, at jeg ikke er enig, og selvom det også er rigtigt, så er det kun den halve sandhed. Logning af Internetaktiviteter skulle bl.a. indføres for at forhindre pædofili, og selvom det er en prisværdig tanke, så kan alle blive enige om, at pædofili har eksisteret langt længere end Internettet. Jeg kunne ikke forestille mig, at Internettet bliver anvendt til ulovlige aktiviteter uden anvendelse af kryptering (og det gælder for terrorceller, pædofile og alle andre).

I dag har USA formentlig adgang til alle EU's registrerede data! Jeg er reelt set ligeglad med selve overvågningen, men det er de inkompetente beslutninger, der generer mig. Vi kræver aldrig de samme ting af USA, som de kræver af os. USA har krævet biometriske pas fra alle europæere, og som den skødehund EU er, så accepterer man det blindt.

Læs mere om: og

15. maj 2006

Bevar de gamle sider

Jeg støder ofte på websteder, hvor de midlertidigt er nedlagt pga. redesign, og det er kort sagt en tåbelig idé.

Det gamle budskab var måske forældet, man kunne måske ikke se alle de nyeste produkter og kun nogle dårlige billeder, men man kunne se noget. Webstedet kunne stadig vække interessen, og det kunne jo sagtens informere om, at man pga. førnævnte forhold udarbejder et nyt og forbedret websted.

Hvis jeg støder på en side i forbindelse med noget informationssøgning, så går jeg med det samme til konkurrenten. Jeg venter end ikke to dage på den nye side. Det er den potentielle kunde, der skal hjælpes - ikke modarbejdes.

Hvem i alverden ville handle en butik, hvor de i en uge blot havde tomme hylder og ikke kunne sælge noget eksisterende eller give information om det nye? Jeg ville ikke. Designer man et nyt websted, så lader man det gamle være aktivt til man har en funktionel erstatning. Alt andet er dårlig markedsføring og endnu værre kommunikation. 

Læs mere om: og

7. maj 2006

Status

Det er ved at være noget tid siden mit seneste indlæg, så jeg vil lige opsummere en kort status over mit liv. 

I går stod den på hygge med to veninder og en god ven. Jeg er stadig mæt efter vores kulinariske succes, der bestod af en forret med asparges, "grillet" tomat, godt olivenbrød, bacon (i mangel af skinke) og blødkogt æg. Hovedretten stod på dyrekølle, der blev tilberedt med rødvinssauce og ovnbagte kartofler. Desserten var is anrettet med banan, jordbær, hindbær, druer, chokolade og granatæble. Aftenen endte med Disneys Bambi og et ostebord, der var alt for veldimensioneret til vore mætte maver.

I morgen afslutter jeg med en anden ven vores fælles eksamensprojekt i afsætning, der er et foreløbigt punktum i min nuværende uddannelse. Tre gode år kulminerer på onsdag, når vi skal til galla. Herefter venter kun de obligatoriske eksaminer, der uden tvivl vil sikre min optagelse på datalogistudiet i København (særligt idet der ikke er andre adgangskrav end matematik på højniveau). Derefter spredes vi igen endnu mere, end vi var, da det hele begyndte i august 2003. Der er dog uden tvivl en del personer, som jeg rigtigt gerne vil bevare kontakten til.

Det lyder helt sentimentalt, og det er det på sin vis også. Det er så let at være bagklog, men det er nu træls, at man ikke har investeret mere tid socialt med kammerater fra skolen, når det nu viser sig at være givet godt ud.

.. og i dag? Uforbeholden søndagshygge med cola, chips, tv, junk food og rester fra i går ;-) 

Læs mere om: og
Indhold © 2008 Troels Thomsen. Alle rettigheder forbeholder.