mind addiction

Kommunikation anvendes ofte som en bro af viden imellem to mennesker. Da der kun er grund til at dele viden, når man ikke har det samme udgangspunkt, så er der også ræson i, at man ikke har samme baggrund for at forstå budskabet. Det er derfor vigtigt, at man kan identificere sin modtager og lære vedkommendes behov at kende.

Der findes talrige eksempler på, hvordan man skaber dårlige forhold for den kommunikative udvikling. De fleste kender til det klassiske eksempel med en fagligt begavet lærer, der samtidig har været en enormt ringe underviser. Viden er ubrugelig, hvis den ikke kan formidles på en sådan måde, at modtageren kan identificere denne i forhold til det kendte. Det har vi også igennem skolesystemet fået prædiket; hvis man mangler den grundlæggende viden, så kan man ikke bygge ovenpå. Kommunikation handler om præcis det samme.

Man bør altså forstå, at kommunikation kræver et fælles udgangspunkt (og en overlappende referenceramme). Taler man forskellige sprog er det indlysende, at man ikke forstår hinanden, men fagudtryk er også et teknisk sprog, der ikke altid let forenes med det almindelige. Det er også nødvendigt at tale som modtageren, altså den sproglige stil (formelt kontra uformelt – og alle nuancerne).

Den største kommunikationsbarriere for tiden er formen. Vi vil have dialog frem for monolog, vi vil have interaktion frem for information og man kan fortsætte på den samme måde. Kommunikationen afspejler vores samfund, hvor vi ikke lever i undertrykkelse, men hvor vi søger indflydelse. Kommunikerer du til, for og med modtageren – eller kommunikerer du bare med dig selv?

… forudsat, at jeg accepterer, at studiet ikke ligefrem vrimler med piger (mon ikke det københavnske natteliv gør)
… forudsat, at jeg kan klare det høje matematiske og teoretisk niveau (jeg har altid elsket matematik, og det praktiske kommer på sigt)
… forudsat, at jeg indfinder mig under det reaktionære miljø på DIKU (det er sikkert bedre, end alle siger, og uddannelsen gør det det forhåbentligt udholdeligt)
… forudsat, at jeg ikke dropper ud som så mange andre (hvilket mit ambitionsniveau ikke vil tillade)

Der er vist ikke den store tvivl; jeg bliver datalog! 

Hvis man slår ordet racisme op i Politikens Nudansk Ordbog, så kan man læse, at det betyder:
"1. den anskuelse at raceforskelle bør bestemme forskelle i politiske og sociale rettigheder"

Når man tænker på denne beskrivelse, så kan man godt blive irriteret af, hvor tit folk omtaler noget, der slet ikke er racisme. De fleste har desværre den tilbøjelighed til at kalde noget racisme, hvis det involverer to mennesker med forskellige hudfarve, og det er altså sjældent korrekt. Faktisk vil jeg påstå, at hvis man konsekvent bedømmer en situation på deltagernes hudfarver, så er man netop fordomsfuld.

De fleste tilfælde, hvor racismekortet bruges, handler om noget ganske andet, men dog beslægtet – diskrimination. Racisme er nødvendigvis diskrimination, men diskrimination behøver ikke at være racisme. Hetz imod en specifik nationalitet er i reglen diskrimination og i nogle tilfælde racisme.

Begge dele er selvfølgelig ikke noget, der ideelt bør eksisterende, men der er ingen tvivl om, at racisme altid er værre en diskrimination. Racisme berøver som minimum folk deres rettigheder, hvor diskrimination gør det som maksimum. Der er meget stor forskel på at blive chikaneret og på at blive frataget fundamentale rettigheder. Det sidste er undertrykkelse.

Kalder I det også racisme, hvis man fortæller en vittighed om århusianere? Gud forbyde, at nogen nedværdiger sig til at gøre det, men så rent hypotetisk!

Man kan konkurrere imod både lave priser og god kvalitet, men der er en ting, der udgør esset indenfor konkurrencefordele – entusiasme. Denne værdi driver værket i de mindre virksomheder, får umulige ting til at lykkes og skaber positive resultater, når alle kan se, at man brænder for det, man laver.

Entusiasme er den bedste motivationsfaktor. Jeg uddanner mig til at arbejde med det, der interesserer mig. Det gør mig uhyre privilegeret. Man møder på arbejde for at lave noget, man kan lide, og som ikke kun udføres for at tjene til huslejen og det sociale liv. Man efteruddanner endda sig selv løbende, fordi emnet optager en. Selvom det er en kliche, så vil jeg alligevel påstå, at arbejdet bærer lønnen i sig selv, og at pengene blot er en (eksistentiel nødvendig) bonus.

Desværre mister mange virksomheder gejsten, når de skaber fremgang og får eksterne investorer. De tænker ikke nødvendigvis på den målsætning, der i etableringsfasen bestod af andet og mere end de økonomiske visioner. I starten fokuserer mange iværksættere på bløde værdier i høj grad, men de nedprioriteres ofte til fordel for omkostningsminimering og høje vækstrater. Det sker, at de kommer på dagsordenen igen, hvis det kan forbedre afsætningen, men helhjertet entusiasme og motivation kommer indefra – ikke af tvang.

Jeg publicerer artikler for firmaet i weekenden. Jeg udvikler på firmaets løsninger hver eneste gang, jeg har tid til det. Det handler om at vise sine potentielle kunder, at man elsker det, man laver (det skaber ubetinget de bedste resultater), og det gør man ikke ved at arbejde 9-16, som alle andre gør det. Det er ligesom service et spørgsmål om noget ekstra; det, som man ikke forventer.

Abraham Maslow begik i det herrens år 1954 sit berømte og berygtede bidrag til psykologien – menneskets behovspyramide. Personligt mener jeg dog, at den har en elementær fejl, hvis man i nutidens samfund betragter mennesket fra dets fødsel.

Behovspyramiden forudsætter det fysiologiske behov som det fundamentale for mennesket, og selvom ingen kan anfægte, at de fysiologiske behov er grundlæggende for den menneskelige eksistens, så har mennesket altså et andet behov, der vejer tungere end det fysiologiske – det sociale.

Et spædbarn kommunikerer med omverdenen alene via gråd og andre signaler. Barnet er ikke i stand til at selv at opfylde sine behov og må derfor søge andres hjælp. Kommunikationen ligger i os rent instinktivt. Er det sociale så ikke det fundamentale, der fordres forud for alt andet? Barnet får kun opfyldt de øvrige behov, når dette har skabt kontakt til sit ophav.

Egentlig er det også en relevant diskussion, hvorvidt de fysiologiske behov i dag undertrykkes af individualiseringsbølgen, hvor fysiologiske behov i nogen grad tilsidesættes i ønsket om at opnå selvrealisering.

Idéen med viral markedsføring er, at man laver en kampagne, der fanger modtageren på en sådan måde, at denne bare må dele sin opdagelse med andre (reklamefilmen spreder sig altså med hastighed som en virus).

Viral markedsføring er særdeles effektivt, men det kræver selvfølgelig, at man kan producere en reklamefilm, der interesserer, støder, underholder eller på anden måde frembringer en særlig følelse hos betragteren. En gennemført ringe kampagne kan altså også blive spredt som viral markedsføring, fordi man bare må vise andre hvor dårligt, det egentlig er (det svarer ganske påfaldende med, at alt for mange mennesker så Jennifer Lopez-filmen Gigli).

Hvad gør man så som reklamebureau, hvis kampagnen ikke opnår den ønskede effekt? Elementært! Man går på Internettet, opretter en masse brugere på diverse fora og reklamer for sin egen kampagne. Hvis man søger på Google, så kan man se, hvordan Tuborg har gjort dette med deres nyeste reklamefilm. Reklamebureauet må uden tvivl tilslutte sig Simon Spies’ devise om, at "dårlig omtale er bedre end ingen omtale", men for alle andre virker det plat (ligesom selve kampagnen).

Problemet med kampagnen (og grunden til den ikke videresendes) er snarere, at reklamerne har mættet tv'ets reklamepauser i længere tid, og hvem vil spilde tid på at videresende noget, som de allerfleste har set i forvejen? Internet- og tv-annoncering kan sagtens supplere hinanden, men hvis de bare er suppleanter, så er der ingen interesse fra forbrugeren.