Det normale livsforløb betyder, at vi fødes ganske spæde, modnes igennem en ungdom, vokser og ældes indtil, døden indhenter os.
Min farfar har, som min far udtrykte det, været ung i 80 år og gammel i få uger. Nu er han død. Selvom det bare bekræfter den endegyldige og uomgængelige slutning af livsforløbet, så er det bare ikke fair, at han har været frisk i så lang tid og bliver slået ud af kræft. Omvendt er det selvfølgelig også positivt, at han har været frisk så længe som muligt, men det er bare svært at forstå, når alderdommen pludselig vinder ind på mange års forsømt arbejde.
Selvom jeg måske mener anderledes lige nu, så var det desværre nok den eneste rigtige måde at ende det på. Jeg kunne ikke tænke mig bare to år ekstra, hvis han ikke havde været i stand til at leve, som han altid har gjort det (og hvor jeg dog hader at skrive i datid; det gør virkelig ondt).
Det er helt utroligt, hvor mange gode minder, der konstant farer igennem hovedet. Det er helt uforståeligt, ufatteligt og helt aldeles uretfærdigt, at mængden af førnævnte nu er endelig, og at der ikke kommer nye, gode oplevelser, som min farfar er en del af. Heldigvis vil han aldrig blive glemt for den, han var, og det, han har gjort.
Jeg elsker dig farfar. Jeg kan ikke stoppe med at græde nu. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har været så ked, som jeg er nu – heldigvis; så ved jeg nemlig, hvor meget du betyder for mig.
En weblog er vel i sin form det modsatte af noget statisk. Det er dynamisk kommunikation, som det er bedst. Formen har i høj grad indflydelse på indholdet. Med udgangspunkt i en weblog som et medie, så kan det synes mærkeligt, at jeg ikke har opdateret oftere.
Jeg kan faktisk ikke fortælle, hvorfor jeg ikke har skrevet. Der er masser af indhold, mange tanker, ønsket om at formidle og tiden har også været der. Nu vil jeg prøve at yde en - for min tanker - retfærdig indsats, så jeg får formuleret alt det, jeg gerne vil.
To be continued ...