mind addiction

Advokaters fornemmeste opgave er entydig kommunikation. Derfor undrer det mig, hvorfor advokater i særdeleshed opfinder egne retskrivningsregler, som de selv mener er mere præcise end den retskrivnings, som vi alle kan forholde os til. Hvad, der er entydigt for forfatteren, er det ikke nødvendigvis for andre. Retskrivningen er derimod et sæt grundregler, hvor man til enhver tid kan gå tilbage til en tidligere version og læse, hvad en tekst ville betyde ud fra den givne konstruktion og grammatik.

Jeg har netop haft en bunke aftaler til førstehåndsgodkendelse, og selvom vores advokater er uhyre velkvalificerede, så bruger de også denne interne jargon, der synes uforståelig i forhold til, at aftalerne i øvrigt er formuleret på dansk. Noget, der forresten altid har undret mig, er i øvrigt, hvordan advokater også nedfælder det i forvejen givne. Loven skal vi alle overholde, men man finder bunkevis af kontrakter, betingelser og aftaler, hvor man skal skrive under på, at man overholder loven(!). Det er dobbeltkonfekt, der i øvrigt er overflødig redundans.

Der er mange ting ved advokatsproget, der virker mærkeligt. F.eks. kan man i nogle tilfælde have 'ret og pligt', men som jeg ser det, så vil det også være et ret dårligt scenarium, hvor man har pligt uden at have ret.

Det eneste, der er permanent, er eksistensen af det midlertidige!

I går kom jeg af uransagelige årsager til at diskutere religion med en veninde. Uransagelige var de måske ikke, men jeg spurgte, om hun skulle til julefrokost med hendes tidligere klasse. Det skulle hun ikke! Pointen var, at hun ikke holder jul, og det har jeg også fuld forståelse for – til en hvis grænse.

At man ikke holder jul er fint med mig. Jeg har det dog langt sværere med, at man vælger sin gamle klasse fra i forbindelse med en tradition, hvor navnet og tidspunktet er den eneste lighed med højtiden. Mit argument er, at en julefrokost på ingen måde har det mindste med religion at gøre. Julefrokosten er for mit vedkommende en tradition og intet andet.

Jeg kan godt se argumentet med, at man fravælger ting, man ikke tror på (ikke altid, men det er en helt andet historie). Jeg kan ikke forholde mig til, at man fravælger folk, man holder af. Religion for mig er i høj grad næstekærlighed – langt mere end noget andet. Hvis min lillesøster eller lillebror inviterede mig til jul, og jeg ikke troede på historien bag højtiden, så ville jeg bestemt komme alligevel. Måske ville juleaften ikke betyde det samme som for dem, men de ville betyde det samme for mig, som de ville, hvis jeg selv holdte jul (og det er ikke rent hypotetisk; jeg holder jul, men jeg holder den for hyggen, for familien og ikke fordi, at den har en særlig betydning for mig).

Problemet er nok, at vi altid skal bruge undskyldninger for at mødes. Hvorfor mødes hele familien ikke på andre tidspunkter end jul, fødselsdage og andet? Det gør man måske også, men i langt mindre udstrækning. Højtiderne er de eneste tidspunkter, hvor vi har en masse traditioner. Det er da rigtigt, at det burde være anderledes, men det skyldes måske, at det er lettere at planlægge, hvis man længe inden ved, hvornår det foregår (og højtiderne er jo fastlagte) – og at de fleste har fridage i samme periode.

Internettet er et herligt medie. Det har styrker og svagheder, fordele og ulemper. Fællesskaber opstår på tværs af geografiske, demografiske og psykografiske kriterier. Debatforaer findes for ethvert emne, enhver minoritet og for langt mere.

Karakteristisk for de fleste debatfora er, at brugerne i vid udstrækning advarer hinanden imod dårlig behandling fra givne virksomheder. På overfladen synes det som et venligt og kærkommen tiltag, men det egentlige motiv er i de fleste tilfælde intet andet end simpel hævntørst. Det kan naturligvis stadig hjælpe nogle med at undgå problemer, men målet for et problem bør altid være løsning.

Problemet er, at mange opfatter hævn som en løsning på deres problemer, men hævn er i sagens natur aldrig en løsning. Hævn er et nyt problem for en anden, og selvom minus og minus giver plus, så er to problemer ikke nødvendigvis en god ting. Retfærdighed er bestemt ikke lig, at alle skal føle den samme smerte.

Der er intet galt i, at vi alle advarer hinanden imod virksomheder, der træder ved siden af. Problemet er, at virksomheder består af mennesker, og mennesker begår fejl. Man skal ikke hænge andre ud for én fejl; det ville de færreste selv acceptere. Derudover skal man selvfølgelig huske, at man kun hører én side af historien (typisk den forudrettedes), og at én historie sjældent er udtryk for hele sandheden.

Sober, konstruktiv kritik er god kritik. Barnlig hævntørst skader heldigvis kun ophavsmanden selv.

Igennem mange år er der blevet kæmpet for ligestilling, men den debat synes at være noget ensidig, når det kun er fordele, der skal fordeles ligelidt imellem kønnene.

Amnesty International har en masse gode kampagner. En af de dårligere er deres "STOP vold imod kvinder". Misforstå mig ikke; vold imod kvinder skal stoppes, men hvorfor ikke forsøge at stoppe al volden? Hvorfor favorisere en bestemt gruppe og negligere resten? Når man kæmper for én gruppe, så understreger det vel netop, at gruppen afviger fra det øvrige samfund, og det er vel på samme tid det, man forsøger at undgå.

En parallel kan drages til, at mange bliver enormt moralske, når man diskuterer mobning af handicappede. Hvorfor er det så meget værre end mobning af alle mulige andre? Handicappede skal ikke have særbehandling.

Stop mobning, stop vold og stop alt muligt andet, men sørg for, at det stoppes betingelsesløst og for alle mennesker. Man kan ikke retfærdige nogles handlinger af samme karakter, blot fordi man sympatiserer mere med andre grupper.

I hvilken reel situation ville man nogensinde sige "tak for lort" uden ligefrem at tænde på tissebæsex? Kan vi virkelig ikke finde på ordsprog, der både er troværdige over for den kontekst, de bruges i, og den virkelighed, de relaterer til?

Til sammenligning har ræsonnementernes mester Lasse Rimmer - tror jeg - tidligere funderet over, at man også i flæng bruger udtrykket "så kan de lære det", selvom den pågældende situation oftest er sådan, at ingen lærer bare det mindste.