mind addiction

Operation X har netop sat fokus på en sag, hvori Post Danmark fremstilles uheldigt. Det vælger Post Danmark at følge op på for at få vist et andet billede. Forsøget er dog forgæves og får om muligt Post Danmark til at fremstå endnu værre. Korrespondancen med Operation X viser dog, at begge sider mangler initiativ og kreativitet til at formulere sig anderledes, og derfor kører det hele i ring uden, at der opnås hverken enighed eller gensidig forståelse.

En forsendelse fra Malmø bliver ikke til en dansk forsendelse, blot fordi den forsynes med en dansk pakkeseddel. Når den passerer Øresundsbroen, er den en international forsendelse. Den er imidlertid også en forsendelse fra et andet EU-land og skal derfor ikke underkastes toldbehandling. Men det udelukker ikke, at den bliver udtaget til toldkontrol. Det er vigtigt, at I forstår det, eftersom det åbenbart er en central pointe i jeres sag.

Det er der formentlig ikke den ringeste tvivl om. Hvad der derimod tydeligvis undrer Operation X – og undertegnede – er, hvorledes Post Danmark formår at skelne sådanne pakker fra indenrigs, når pakkeseddel, følgeseddel og returadresse er dansk og med danske adresser. Såfremt man herefter ikke kan skelne umiddelbart, så bekræfter det blot, at man er med til at understøtte misbrug af systemet. Toldernes manglende mulighed for at gå i danske forsendelser – posthemmeligheden – udvandes, hvis man ikke respekterer, at danske, indenrigsforsendelser skal kunne skelnes fra alle øvrige. For mig at se kan sådanne pakker kun spores som værende fra Sverige i det øjeblik, de krydser Øresund. Herefter kunne de være danske pakker på lige fod med alle andre.

Hvis det kun er noget, der kan slås op teknisk, så vil det i de færreste tilfælde blive taget ud til kontrol, da toldere ikke må forventes at have uendelige ressourcer til at slå hver enkelt pakke op for at se, om det virkelig er en dansk, eller om det er en udenlandsk. Adskiller pakken sig derimod visuelt fra øvrige, så holder Post Danmarks argumenter med, at danskere helst vil handle med danske virksomheder ikke. Er der synlig indikation på, at den er fra udlandet, så er der jo netop en forskel. Jeg har kontaktet en medarbejder i Post Danmark for at finde ud af, hvori forskellen består. Det er kun muligt at identificere pakken som værende udenrigs, hvis man slår pakkenummeret op. Derfor taler vi uden tvivl om en proces, der ikke er mulig at håndhæve pga. ressourcemangel.

Hvis Post Danmarks salgskonsulent havde ønsket at medvirke til at arrangere en ulovlig import, giver det jo ingen som helst mening, at han efterfølgende beder om dokumentation for varernes lovlighed.

Det giver i mine øjne ganske god mening, at man som sælger sørger for at gøre sig selv fri for eventuel mistanke ved at fremsende noget skriftligt, der såvel kan dokumentere, at man ønsker at arbejde indenfor lovens rammer. Det i sig selv bekræfter intet. Det er langt sværere at bevise, hvad der mundtligt er blevet sagt, hvorfor den skriftlige opfølgning kan støtte end påstand om, at intet andet er sagt. De optagelser, Operation X var i besiddelse af, viser meget godt, at det ikke var den samme ordlyd, der kom til udtryk på mødet.

Skal man i øvrigt tro, at medarbejderen ikke har haft mistanke om, at det drejer sig om ulovlige produkter, og at han i øvrigt ikke har ret til at vide, hvad pakkernes indhold er jf. posthemmeligheden, så forekommer det endnu mere absurt, at han efterfølgende spørger ind til varerne og understreger, at det skal være lovligt. En sådan påmindelse efter indledende korrespondance sker selvsagt først det øjeblik, man har en tvivl – og her for at rense den pågældende medarbejder selv. Hvordan vil Post Danmark forklare, at der skal fremsendes en dokumentation, som de ikke har hjemmel til, og samtidig i kraft af deres (udtalte) støtte af og respekt for posthemmeligheden?

I afslutningen af dit svar hævder du, at vi har haft mulighed for at forberede os til interviewet 1. marts, og at vi var informeret om, hvad interviewet skulle handle om. Det er ikke korrekt. Vi havde fået en beskrivelse af en konkret case og nogle generelle spørgsmål. Vi vidste derimod ikke, at Finn Yde-Andersen ville blive bedt om at tage stilling til et interview, foretaget med skjult kamera, med en person, som han ikke kender, og en problemstilling, som behandlede helt andre emner end de på forhånd oplyste.

Selvom det ganske givet er normal praksis, at man orienteres om mødets indhold inden afholdelse, så kan det overraske, hvorfor Post Danmark og ledende personale ikke er i stand til at ræsonnere uden forberedelse. Regler og procedurer er i alle henseender de samme og det er disse, Post Danmark bedes om at tage stilling til. Der er ikke tale om noget ekstraordinært, men der er tale om spørgsmål til områder, der ligger indenfor den interviewede medarbejders kompetence- og ansvarsområde.

Du citerer endnu engang en bid fra MH Imports møde med Post Danmarks salgskonsulent. Heller ikke dette citat indeholder noget, der antyder, at ”Morten Hansen” over for vores salgskonsulent klart skulle have tilkendegivet, at MH Import ville have transporteret ulovlige varer. Hele den efterfølgende korrespondance mellem vores salgskonsulent og MH Import tegner tværtimod et helt andet billede.
Vi kan derfor kun endnu engang opfordre til, at I dokumenterer, at vores salgskonsulent har været vidende om, at I ville ”sælge” ulovlige varer, da han indgik aftalen med MH Import. Som vi har gjort jer opmærksom på i hele dette forløb, så er det ikke Post Danmarks politik at medvirke aktivt til omgåelse af toldkontrollen eller lovgivningen i øvrigt.

Post Danmark er på særdeles dybt vand. Der bliver direkte sagt, at "fordi den danske lovgivning er så streng - man må næsten ikke sende noget" og "de fleste andre er også flyttet til udlandet, fordi de har haft problemer". Man må selvfølgelig anerkende Post Danmarks påstand om, at der ikke bliver sagt, at det er ulovligt. Der bliver derimod sagt, at det ikke er lovligt; det er reelt set det samme, men Post Danmark fastholder et meget firkantet billede af, hvorledes tingene skal sige, hvis de skal reagere derpå.

Post Danmark kører i ring med udtalelser og kommer aldrig med reelle svar – kun nye måder at undgå konfrontation på. Det er i mine øjne argument nok for, at man ikke handler på en forsvarlig måde. Selvfølgelig er det ikke i orden, at tolderne ikke visuel har nogen måde at adskille inden– og udenrigs pakker på. Det i sig selv begrænser deres mulighed for at udtage stikprøver i et rimeligt omfang. Post Danmark skal overholde posthemmeligheden, men skal også agere fornuftigt, og det er her, Post Danmark fejler. Det kræver ikke andet end en simpel udtalelse om, at man vil undersøge tingenes tilstand. Desværre vælges en helt andet løsning, hvor man benægter alle problemer og ethvert ansvar.

Filmen AFR høster megen kritik for tiden – og en alt for stor andel negativ kritik (om udførelsen fortjener det ved de færreste endnu).

Jævne danskere mener, at filmen er usmagelig, fordi den fornærmer en person – og så endda vores siddende statsminister. I øvrigt er der ikke bare tale om hvilken som helst ydmygelse, men Anders Fogh Rasmussen fremstilles endog som homoseksuel. AFR blander politik, journalistik og ikke mindst drama højest betænkeligt, men det er netop charmen. Det er pointen, at filmen skal illustrere nogle pointer, og det lykkes glimrende. Det interessante ved filmen er nemlig de mange samfundsmæssige dilemmaer, man umiddelbart kan dele handlingen op i:

Pressens (mulighed for) misbrug af udtalelser (og behovet for kritiske vurdering af informationer)
AFR illustrerer på bedste vis (endda i filmens trailer), hvordan ting kan tages ud af deres kontekst for at give en helt anden mening. Det bekræftes yderligere i det faktum, at der ikke er tale om skuespil, men om reelle interviews, hvor spørgsmålene har været milevidt fra filmens udgangspunkt. En kritik, der også viser sig, fordi politikerne hæfter sig ved den citering, de ender med at fremstå som ophavsmænd til.

Politikernes misbrug af medier
Selvom filmen om Anders Fogh Rasmussen åbenlyst sætter fokus på den manipulering, journalister har mulighed for at udøve, så stiller den sig også kritisk overfor politikernes måde at bruge medierne på. Den giver grobund for tanker om, hvorfor man ikke skal alt for gode varer – netop af hensyn til den troværdighedsmæssige usikkerhed og unøjagtighed. For selvom politikere anvender medierne ærligt og journalister formidler på bedste vis, så vil der altid være fortolkninger, der ikke er så objektive som det udgangspunkt, man måske er interesseret i (alt er subjektivt, og erkendelsen heraf er essentiel for forståelse). Det optimale og ønskværdige – at træffe beslutninger på et solidt grundlag – står også i blændende kontrast til det forhold, at de fleste mennesker vurderer denne film og dens koncept uden at have set den.

Befolkningens dobbeltmoral i forhold til forsvaret af den skattede (og omdiskuterede) ytringsfrihed
Under Muhammed-krisen oplevede vi en kæmpe kamp for en af vores mest fundamentale værdier: ytringsfriheden. Selvom der var mange definitioner på, hvor grænser går for korrekt og ukorrekt brug, så var der enighed om rettighedens eksistens, ligesom der var bred opbakning om, at det ikke gjorde noget, at det gik ud over muslimer, og at vi også kunne acceptere kritik af vore egne.

Man kan bruge ytringsfriheden til at argumentere imod ytringsfrihedens anvendelse, men det er slet paradoksalt – dog tilladt. At man kalder en film, man ikke har set, for forkastelig og smagløs dokumenterer dog meget godt en utilfredshed med ytringsfriheden virke. Hvis man vil kritisere filmen, så kræver det selvsagt at bedre bedømmelsesgrundlag end det blotte, umiddelbare kendskab.

Manglende tolerance
Når vi danskere betragter os selv som borgere i et frit samfund, så er det en ret upræcis kendsgerning. Der er ingen tvivl om, at vi er et forholdsvis frit samfund, men der er mange nationale tabuer, hvor de færreste er så frisindede, som de egentlig giver udtryk for. Et godt eksempel herpå er ældres og handicappedes sexliv og i øvrigt holdningen overfor homoseksuelle. Selvom de fleste af os siger, at vi ikke har noget imod homoseksuelle, så føler de fleste afsky, hvis man selv betragtes som sådan, hvilket netop er symbol for en ret ringe grad af tolerance. Hvis man kalder det for usmageligt at kalde en anden (uvedkommende hvem) for homoseksuel, så mangler vi en gensidig forståelse for hinanden. Om det er usmageligt at udtale sig om andres sexliv er derimod en helt anden diskussion, der dog heller ikke umiddelbart giver anledning til at manifestere vores status som frie.

Grænser for kendte menneskers private sfære
Filmen stiller fokus på, hvad man kan tillade sig at sige om andre, og hvor grænserne for privatlivet ligger (selvfølgelig primært med udgangspunkt i mennesker, der bevæger sig aktivt i det offentlige rum). Nu er der ingen tvivl om, at denne film er ren fiktion, selvom der selvfølgelig godt kan være sammenfald med virkeligheden.

Udover ovennævnte oplæg er der dog også spændende reaktioner på filmen. AFR's trailer afslutter med, at "oplyste og frie samfund kommer længere end uoplyste og ufrie samfund, netop fordi nogen tør provokere og kritisere autoriteter, hvad enten det er politiske eller religiøse". Udtalelsen stammer fra statsminister Anders Fogh Rasmussen selv og er bragt i Jyllands-Posten d. 30. oktober 2005. Nogle vil måske mene, at Morten Hartz Kaplers håbede på, at Anders Fogh Rasmussen ville falde i en fælde og optræde uhensigtsmæssigt i forhold til de ting, han sagde om Muhammed-karikaturerne. Det blev ikke virkelighed (og er i mine øjne også mindre relevant, end de spørgsmål, man kan udlede af filmen). Meget kan man nemlig – med rette – mene om Anders Fogh Rasmussen, men det, at han offentlig udtaler "jeg går ind for ytringsfrihed med vide rammer" som svar på filmen og dennes handling, vidner om en hvis politisk integritet.

Jeg synes oprigtigt talt, at det er frastødende, at mine udtalelser om en hollandsk politiker, der måtte lade livet for det, han troede på, skal rodes ind i en dansk manuskriptforfatters hjernespinderier om et fiktivt mord begået af en fiktiv elsker på en absolut ikke fiktiv, levende og siddende statsminister, der fiktivt spindes ind i et liv som bøsse. Vorherrebevares. De politiske mord, der er sket i bl.a. Holland og Sverige de seneste år, er tragiske! Og et tænkt mord på Anders Fogh er ikke god værkstedshumor!

Pia Kjærsgaard er ophavsmand til ovenstående og udtaler sig altså helt modsat Anders Fogh Rasmussen. Det, at hun mener, hendes udtalelse er blevet misbrugt, kan godt forurolige (navnligt når vi taler til pure fiktion). Ytringsfriheden tillader naturligvis også, at man kommenterer kritik, som hun gør, men indholdet af kritikken giver alligevel anledning til eftertanke. For det første fornemmer man stor opmærksomhed omkring det, at han vises som bøsse. I følge folk, der faktisk har set filmen, skulle det være et mindre satirisk indslag, ligesom det for øvrigt bør være fuldkommen irrelevant for Pia Kjærsgaard hvilken seksuel orientering, Anders Fogh Rasmussen har. Endvidere mener jeg, at det tragiske opstår, når der til hverdag misbruges udtalelser og medier – ikke at en instruktør forsøger at bevise en pointe i det, der tydeligvis er fiktion.

AFR er en politisk film med et budskab, og det er det vigtige. Allerede nu kan man konkludere, at filmen er lykkedes, når den har formået at skabe den debat, vi ser og hører. Til slut kan man blot glæde sig over, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussen valgte at se filmen og vurdere den derefter – præcis som de fleste har set Muhammed-tegningerne. De fleste mennesker har formentlig også en snæver interesse i at se en film, der tager afsat i ens liv (hvor langt fra virkeligheden, det så måtte være).

I den seneste udgave (nummer 5, 30. marts 2007) af Universitetsavisen beskrives ændringsforslaget til Universitetsloven (§ 8 a. stk. 2) og særligt den modstand, det åbenbart møder hos undervisere og studerende. Reglerne går i sin enkelthed ud på, at “Ministeren kan fastsætte regler om, at studerendes evalueringer af undervisningen skal offentliggøres på universitets hjemmeside”. Kritikken er derimod ikke videre rationel.

»Det er et dødsygt forslag. Det er udtryk for useriøs smiley-kultur og det rene popdemokrati, så jeg kan ikke se at det er andet end tidsspilde der udelukkende har til formål at hænge folk ud,« siger lektor Henrik Prebensen der er fællestillidsrepræsentant for Dansk Magisterforening på Humaniora og medlem af KU’s bestyrelse. Pålideligheden og præcisionen af informationen indsamlet på den måde er simpelthen for ringe til beslutningsgrundlag og kvalitetsudvikling, mener han.

For mig at se er formålet ikke at hænge folk ud, men at belyse problemer offentligt. Det er derimod udtryk for en useriøs bureakratisk struktur blot at lukke i, fordi det er det, man altid har gjort. Åbenhed medfører mange fordele, og jeg vil som studerende gerne have højere tilgængelighed på evalueringer og i særdeleshed vished om de indsatsområder, man beslutter for at følge op herpå. Som det er i dag, har jeg umiddelbart ingen adgang til sådant materiale, og derfor kan det være svært at se, at der sker noget. Forandring fordres og forpligtiges i højere grad, når man melder ud, at der faktisk er problemer. Et udtryk for, at man måske ikke gør så meget, som man burde, er, at nogle undervisere typisk betegnes på samme måde af tidligere studerende og nuværende. Hvis det kan være tilfældet, så er der problemer med at reagere på de studerendes tilbagemeldinger.

Hvis vi skal se på argumentet om, at materialet er for upræcist for kvalitetsudviklingen, så er det jo i det hele taget overflødigt at foretage vurderingerne. Nogen effekt må der ganske givet være, og det er den, man skal søge. Jeg tvivler på, at potentielle studerende fravælger uddannelsesstedet, fordi de læser en dårlig evaluering. Det er om noget at fordumme de, der skal læse materialet. Vi taler trods alt om mennesker, der forventes at ende med akademisk baggrund, og der om nogen bør være rustet til at læse og vide, at man skal forholde sig kritisk til alt. Selvfølgelig kan de sætte tingene i den rette kontekst. Endvidere løser man intet problem ved ikke at offentliggøre evalueringerne; man vælger blot den lette udvej. Hvis der er væsentlige problemer med det indsamlede information, så er det der, man skal sætte ind. Hvis materialet ikke kan stå alene, så skal det udgives med tilknyttede kommentarer. Der er mange muligheder, og det er dem, man skal undersøge nærmere i stedet for blot at forholde sig afvisende.

Derimod er det oplagt at knytte en kommentar til, at hvis sådanne bedømmelser er for upræcise, så er det vel i sig selv dobbeltmoralsk, at KU ikke har noget problem med at bedømme studerende med karakterer. De (karakterer) har om noget et problem med at præcise, hvor styrker og svagheder ligger, ligesom man passende bør stille spørgsmålstegn ved, om måneders undervisning kan vurderes på under en time. KU frygter altså blot, at det nu er deres tur til at blive vurderet som alle andre.

Andreas Mulvad, uddannelsespolitisk sekretær ved Studenterrådet på KU, er enig i at det rette forum at behandle evalueringerne i er de respektive studienævn og at oplysningerne ikke egner sig til offentliggørelse. »Der er problemer med dårlige undervisere, men det skal løses internt og ikke ved at hænge folk ud. Man kan ligefrem frygte at nogle undervisere vil tilpasse deres undervisning for at tækkes de studerende i stedet for at gennemgå det pensum de skal,« siger Andreas Mulvad. Han mener at det er naivt at tro at de studerende ville kunne bruge undervisningsevalueringerne i deres valg af studium og kurser, da der er undervisere der får gode og dårlige evalueringer alle steder.

Der er ingen tvivl om, at der findes god og dårlig kritik på alle uddannelsessteder, ligesom der også finde både god og dårlig kritik af samtlige undervisere. Det faktum bekræfter blot, at åbenheden ikke får betydning for valg af studium og kurser. Derudover er det naivt at tro, at undervisere tilpasser undervisningen til et sådan punkt, at pensum ikke overholdes. Undervisningsevaluering er kun en lille del af den samlede evaluering, der ultimativt også konkluderer hvor stor en del, der består faget. I øvrigt er der ikke tale om, at man vil hænge folk ud, der underviser dårligt. Man vil blot fokusere på et problem, så man siden hen kan dokumentere, at der er blevet taget hånd om det, og så studerende (potentielle som eksisterende) i øvrigt kan se, at det er påpeget og bearbejdes. Tavshed er ikke udtryk for, at tingene er perfekt, og derfor kan man lige så godt påpege hvor store problemer, man oplever.

AC-tillidsrepræsentanten lektor Leif Søndergaard er enig i at evalueringer kun skal bruges til at skabe dialog mellem underviseren og de studerende da resultat meget let kan fejltolket. Som eksempel nævner han en engelsk undersøgelse hvor den samme underviser blev sat til ordret at sige det samme til to grupper af studerende. Eneste forskel var at han benyttede powerpoint i undervisningen af den ene gruppe, og det gav en markant bedre evaluering.

En sådan undersøgelse er i sandhed så upræcis, som KU forsøger at tilskrive evalueringer ry for at være. Hvis underviseren har et meget monotomt stemmeleje, så er det ikke svært at forestille sig, at PowerPoint-slideshow har forbedret de studerendes mulighed for at fastholde koncentration og interesse modsat hvis han bare har stået i et hjørne og læst højt. Der er dog heller ingen tvivl om, at PowerPoint let kan medføre det modsatte for en energisk forelæser, men det synes ikke at være tilfældet i denne situation. Et så begrænset eksempel siger altså intet brugbart.

Er evalueringerne så spængfarlige, at man frygter offentlighedens syn på dem?