I det moderne retssamfund er man uskyldigt, indtil det lykkes at bevise (eller – i civilret – anskueliggøre) det modsatte. Det er prisværdigt, selvom det sker på bekostning af, at skyldige kan gå fri. Alt andet lige er det dog at foretrække over alternativet, der kan medføre frihedsberøvelse eller andre former for straf af personer, der ikke er skyldige.
Sportsverdenen er dog efterhånden anderledes. Postulater er tilsyneladende nok til at dømme folk, fordi der er penge involveret. Doping er blevet en så stor fjende, at alt sættes ind i jagten. Ret og rimelighed forsvinder i kampens hede som dug for solen, skyggebilleder tegnes og spøgelser opdages. Det er forståeligt, at man vil doping til livs, men det er på ingen måde acceptabelt, at man præventivt tager uskyldige ofre. Og så er det desværre ikke alene magteliten i sportsverdenen, der har glemt vores vanlige principper. Det er også de almindelige mennesker, der stoppes på gaden og giver deres besyv med. Et foruroligende højt antal er enige i metoden og i de beslutninger, der træffes modstridende med alt det, vi kender. Hvis man ikke kan fremlægge dokumentation, der beviser skyld, så er man vel i sagens natur uden sådan. Er der virkelig så mange følelser i sport, at man fuldkommen irrationelt kan tilsidesætte enhver logik?
Hvis man har interesse i sporten og præstationen i særklasse (som de fleste tilskuere og fans er i besiddelse af), så forekommer det som idioti at udelukke personer på baggrund af mistanke. Hvis penge derimod er den største drivkraft, er det helt naturligt, at man vil tænke på, hvad der er mest gunstigt. Hvad der er skidt for sporten, kan sagtens være godt for sponsorerne og holdet, fordi de undgår en masse polemik. Når Rabobank udelukker Michael Rasmussen, skyldes det alene, at det for dem er den mest rentable beslutning. Og når Tour de France-ledelsen bakker op om det hele, er det ligeledes, fordi deres interesse er at drive forretning. Hvis sporten var det essentielle, ville de aflyse løbet og finde en ny strategi.