mind addiction

»Da der er udskrevet valg til Folketinget, finder jeg, at det er rigtigst at være tilbageholdende med som minister at besvare folketingsspørgsmål om min politiske holdning. Jeg finder i overensstemmelse hermed, at det er rigtigst ikke at besvare spørgsmålet.«

Lene Espersen nægter altså at svare på spørgsmål om hendes politiske holdning, fordi der er valgkamp. Det er interessant. Man kunne fristes til at spørge justitsministeren om, hvad hun så ønsker at blive valgt ind på, når politikken åbenbart ikke er det, der er afgørende – ihvertfald ikke så essentielt, at hun skylder befolkningen vished for hendes standpunkt. Om hun ønskes at svare, vides ikke.

»Det er ganske utroligt, at en person, der stiller op til Folketinget, kan komme med sådan en udmelding. Det er tyveri, når hun bare stjæler musikernes arbejde uden at betale for det, og jeg kan kun håbe, at politiet også læser det her«, siger Jens-Otto-Paludan. Han er formand for den danske afdeling af pladebranchens internationale organisation, Ifpi.

Det er ganske utroligt, at en person, der sidder som formand for pladebranchens internationale organisation, Ifpi, kan komme med en sådan udmelding. En person i et sådant hverv bør som minimum vide, at politiets arbejde er kriminalret — altså at udøve straffeloven — og ikke det, der populært betegnes immateriel ret, hvilket ophavsretsloven selvsagt hører under.

Om politiet læser det er altså fuldkommen irrelevant, og hvis man hos Ifpi venter på, at politiet tager affære imod folk, der piratkopierer, så kommer man formentlig til at vente forgæves. Man kan derimod håbe, at Jens-Otto Paludan læser nærværende indlæg og får ajourført sine juridiske forudsætninger.

Jeg har i noget tid været bruger på og af en søgemaskine. Det er ikke bare en almindelig søgemaskine, men en menneskesøgemaskine. Og indholdet skabes af brugerne selv – både de, der søges om, og af de, der søger. Udgangspunktet er forskellige netværkssider (heriblandt MySpace, Facebook og LinkedIn) og vidensbaser (som bl.a. IMDB og Wikipedia). Alle brugere kan dog påvirke deres egen og andres profiler. Og det er en interessant indgangsvinkel – både i forhold til det rent etiske, vores lovgivning og respekten for vores omgangskreds.

Idéen med Spock er utvivlsomt at indsamle så mange data – fra både eksterne ressourcer som brugere, at alle mennesker inden for en overskuelig tidshorisont er indekseret. Et uhyre realistisk mål, når man tager i betragtning, at de fleste brugere har oprettet en eller flere profiler, der er offentligt tilgængelige. Men som Spock udvider, bliver det også interessant at følge, hvordan søgemaskinen vil regulere sig selv. I dag arbejdes med et begreb, der hedder Spock Power, der er en vægt og et mål for brugerens seriøsitet. Når man tilføjer data om andre, får man som udgangspunkt point, der bekræftes, hvis andre erklærer sig enige i det, man siger. Er flertallet derimod uenige i informationerne, forsvinder de fra resultaterne, og man mister point. Alle kan i øvrigt se, hvem der har tilføjet hvad, og hvem der har stemt henholdsvis for og imod. Det i sig selv øger også udtrykket for seriøsiteten, fordi man kan sætte navn på en given kritik. Beskyldninger kan altid føres tilbage til et menneske og kan ultimativt føre til en injuriesag.

Problemet med Spock er, at der ikke er grænser for, hvad man kan tilføje. Systemet indeholder ganske vel en simpel inddeling, så man som bruger vælger, om ens profil må påklistres med ‘adult tags’, men det vil aldrig være udtømmende. Jeg kan om mine venner tilføje meget personlige detaljer, men mit venskab vil selvfølgelig afholde mig fra det. Betyder det, at alle vil undlade at dele følsomme oplysninger? Tvivlsomt. Og det er vel nok den væsentligste grund til, at Datatilsynet udtaler sig negativt om registret. Hvis andre deler min adresse, og jeg er anonym i Folkeregistret, så hjælper loven mig selvfølgelig med at få hjemmel til at fjerne oplysningerne (selvom tilfældet naturligvis er, at Spock ikke har med vores lokale lovgivning at gøre, vil det stadig berøre, hvis andre i kongeriget publicerer informationer, de ikke er bemyndiget til at frigive). Men hvad hvis jeg på et givent tilfælde er en kæreste utro? Der er ingen lov, der umiddelbart kan beskytte mig, og selvom man med rimelighed kan argumentere for, at man i en sådan situation bør få afsluttet mindst et par forhold, så er det stadig interessant. Vi ved nemlig utroligt meget om hinanden, og med Spock kan man meget let gøre andres liv surt. De fleste unge har vel på et tidspunkt røget en smule hash, og selvom det er generelt, så ønsker man måske ikke, at ens forældre ligefrem kan slå det op på nettet. I praksis vil det, at mange personer kan bidrage og stemme, nok være neutraliserende, så resultaterne bevæger sig imod et retfærdigt billede, men der er ingen teknikker til at undgå enkelte ødelæggelser. Man kan altså overordnet set få alle profiler til et være tilnærmelsesvis repræsentative, men på et mindre plan kan enkelte personer sagtens hænges ud og udstødes fuldstændigt.

Tilbage står Datatilsynets kritik. De mener, at det er et problem, at man ikke kan regulere, hvad der står om en. Det er jeg uenig i. Hvad er det for en sandhed, der tillader personer at ændre den efter behov? Hvis folk deler ukorrekte oplysninger, vil det – forhåbentligt – justere sig selv, og hvis folk deler personfølsomme oplysninger, er der grundlag for en politianmeldelse (inden for de begrænsninger, et globalt netværk utvivlsomt medfører). Mener Datatilsynet også, at det er et problem, at folk er havnet i Googles register? I øvrigt kan man selv regulere oplysningerne ved at opføre sig anderledes. Hvis man opfører sig godt og er et behageligt menneske, vil vandalismen også være begrænset.

Alligevel mener jeg dog, at Spock bør eksistere, og at konceptet er helt igennem fantastisk. Jo før du får en profil, desto hurtigere er du med til at påvirke de ting, der er synlige – og det er i sandhed en smart motivationsfaktor for folks deltagelse og tilmelding. Konceptet bag Spock er ganske oplagt, at brugerne selv er med til at tegne et retvisende billede af dem, ligesom det er i almenvællets interesse, at de fleste mennesker er søgbare. Hele idéen understøttes af, at man lige nu ikke behøver at anvende de begrænsede søgemuligheder på de individuelle netværkstjenester og således kun behøver at finde en bruger på Spock for at finde brugerens profiler på de øvrige sider. Facebook via Spock. LinkedIn via Spock – og så fremdeles.

Tiden er web 2.0. Æraen med brugerskabt indhold vil ingen ende tage, og vi tilføjer tags på livet løs. Og det er et problem. Et anseeligt problem for anvendeligheden og så alligevel ikke, hvis man bare løser det rigtigt. Men hvorfor gør ingen tilsyneladende det?

Problemet har at gøre med semantik, grammatik og konventioner. For at starte i omvendt rækkefølge er manglen på konventioner helt essentielt – og alligevel ikke. At der forelægger et udgangspunkt for anvendelsen af tags behøver nemlig ikke at betyde, at den overholdes. I praksis er det nemlig umuligt at være sikker på, at brugerne benytter systemet som tilsigtet, selvom man måske selv gør det. Det behøver brugerne dog heller ikke. Tags har den fordel, at det i den ordentlige implementering – ganske ulig min blog – er et kollektivt projekt, og når vi er fælles om det, så vil der qua vores forskelligheder også opstå mange varianter af noget, der egentlig dækker over det samme. Det er i sig selv en løsning, men den er uhyre ineffektiv, fordi det så tager en del tid, inden indholdet har et bredt udvalg af varianter, men også fordi det bliver svært at overskue, hvilke forskelligtbetydende tags der er tilknyttet. Hvis der for hvert egentlig tag er 4 varianter, så vil der kun være 1/5–del tag, der beskriver indholdet (80 % er altså spild, men alligevel nødvendigt hvis vi med forskellige søgevaner skal kunne finde indholdet).

I stedet skal vi finde en løsning, hvorpå de 20 % bliver til 100 %. Hvordan vi altså får de betydende tags til at være fyldestgørende for indholdet. Jeg har flere steder set systemer, hvor administrationen er lavet således, at man kan slå to forskellige tags sammen. Det er delvist en løsning, men i den aktuelle form løser den ikke rigtigt noget. Ganske vist vil indholdet blive vist med et færre antal tags, men det er kun en midlertidig løsning, fordi folk igen kan tilføje de samme varianter, og tilsvarende et problem, fordi man i mellemtiden ikke kan finde indholdet ved at søge på disse varianter. Løsningen er derfor i stedet at lave en struktur, der understøtter relationer imellem tags. Hvis ‘copycat’, ‘copy-cat’ og ‘copy cat’ er det samme, så skal en søgning på én af dem vise de andre. Teknisk kan det sagtens implementeres, så man gemmer en primær stavemåde og så lader de andre omdirigere. En elegant og funktionel løsning. Den kræver dog desværre en del vedligeholdelsesarbejde, og det er selvfølgelig en kende paradoksalt, at man ved overgang til tags, der ulig kategorisering og anden taksonomi baseres på noget klasseløst, alligevel bedst løser et hyppigt problem igennem anvendelse af et tilhørshierarki.

Ser man tilbage på de øvrige årsager på problemet, vil særligt grammatiske og retstavningsmæssige fejl også udgøre en fordel i den skitserede løsning frem for andre. Hvis man skaber links, der lader et indtastet tag fungere som flere andre, så vil man undgå at se stavefejl i tags, fordi de ganske simpelt vil være overflødige. En helt anderledes løsning på sproglige fejl vil selvfølgelig være at tilknytte en stavekontrol, men med kendskab til den, der anvendes i et kendt tekstbehandlingsprogram, så er en sådan løsning heller ikke altid så effektiv, man kunne håbe. Indtil videre er relationer altså den bedste måde, hvorpå tags er anvendelige uden at udgøre mere fyld end det primære indhold.